I foråret 2018 drog jeg med to sundhedsveninder, en diætist og en diabetessygeplejerske, til et foredrag med Ph.d og forsker Anette Sams med titlen Sukkersmart . Og vi blev både godt underholdt, og også må jeg indrømme mere ”sukkerkloge”.

Foredraget handlede bla. om at undgå inflammation, smide nogle kilo og styre uden om de kendte livsstilssygdomme. Og hvad vi skulle vide om sukker for at blive generelt sundere.

Som jeg måtte konstatere over for foredragsholderen under den efterfølgende signering af hendes bog: “At hvis mine patienter levede efter hendes anbefalinger, så kunne jeg gå hjem kl. 12 hver dag. For der ville ikke være nogen huller i tænderne at behandle.”

Og det er, fordi Anette Sams vision er at forebygge type 2 diabetes og deraf følgesygdomme, som hun siger, er en bombe under vores sundhedssystem.

Samtidig er det meget aktuelt i forhold til den debat, der har kørt i Randers Amtsavis, på facebook og også i Godaften Danmark her i sommer.

I den har politiker og læge Jørgen Winther meget kontroversielt sagt, at han vil tilbyde et pengebeløb til de konfirmander, der ikke er overvægtige, da børnefedme er starten på et liv med stor risiko for livsstilssygdomme.

Anette Sams kostråd er bl.a. caries-reducerende, fordi der ikke er noget med at snacke mellemmåltider, men kun 3 hovedmåltider.

Og ingen sukker selvfølgelig. Det vil sige, at bakterierne i din mund ikke bliver fodret konstant med hurtigt sukker. Ph-værdien falder derfor ikke til det kritiske sure punkt, hvor emaljen går i opløsning, og der begynder at danne sig et hul i tanden.

Kosten er grov og uforarbejdet, og det giver en længere mæthedsfornemmelse. Der er heller ingen anbefalinger af juices eller smoothies. Undgår du disse ting, har det også den gavnlige effekt på dine tænder, at din emalje ikke bliver syret væk af det, der hedder erosioner.

Anette Sams anbefaler spis og tyg i stedet for at drikke rene varer. Det er meget sundere, når maven selv skal pakke alle de gode ting ud, der er i vores kost. Det er mavens bakterier nemlig skabt til.

En bonusgevinst er, at du kan slippe af med den irriterende feriemave. Hvis du samtidig husker at få en halv times motion dagligt.

Dette er selvfølge en grov forenkling, læs selv mere i bogen. Jeg må som Anette Sams understrege, at er du diabetiker, skal du altid kontakte din læge, før du laver større kostændringer.

Bogen bliver i øvrigt også anbefalet af Chris MacDonald, Arne Astrup m.fl.

I september skal personalet på tandklinikken også på kursus med Anette Sams. Som bestyrelsesmedlem i Randers Tandlæge Selskab har jeg været med til få entreret med Anette Sams, der vil gøre tandfolk i Randers og omegn meget mere sukkerkloge.

Anette Sams er på sin missions roadtrip rundt i Danmark, og du kan finde hendes foredrag flere steder i landet.

Vil du vide mere om Anette Sams, kan du tilmelde dig hendes nyhedsbrev på www.anettesams.dk og også blive sukkerklog. Samme sted kan du finde nogle spændende madopskrifter. Anette Sams udgiver desuden snart en bog om type 2 diabetes, som jeg glæder jeg mig til at læse.

Bogen ”Sandheden om sukker” er på klinikken, og du er velkommen til at se i den.